skip to Main Content

MUS-samtalen

Medarbejdersamtalen er blevet så pakket ind i skemaer, tjeklister og procedurer, at mange glemmer, hvad der egentlig er meningen: en ægte samtale mellem to mennesker. Derfor kan det gøre en markant forskel at starte MUS med pick a picture.

Et andet afsæt

Et enkelt billede på bordet kan noget, ingen skabelon kan: det åbner for historier, drømme, frustrationer og ambitioner – uden at nogen behøver at præstere et rigtigt svar.

Det kan give både leder og medarbejder et afsæt, der kan sætte tonen for resten af samtalen. Et åbent, nysgerrigt, menneskeligt afsæt. Når samtalen får lov at begynde et mere åbent sted, bliver MUS ikke bare endnu en opgave – den bliver en reel mulighed for at forstå hinanden bedre og træffe klogere beslutninger sammen.

Billeder og metaforer

Når du bruger billeder til at åbne for MUS-samtalen får du aktiveret din egen hjerne på nye måder – og ikke mindst din medarbejders.

Du får åbnet for de mere kreative og historiefortællende sider. Derfor vil du opleve at du får mere kvalitet, flere perspektiver i spil og et større indblik i og forståelse af din medarbejder. Og du vil opleve, at du i højere grad vil huske, hvad medarbejderen siger, fordi vi mennesker er bedre til at huske historier og metaforer end vi husker tal, fakta og abstrakt sprog.

5 faglige vinkler

Her er fem forskellige ideer til, hvordan du kan bruge pick a picture.
Hver faglige vinkel har flere forslag til forskellige spørgsmål du kan stille
for at åbne MUS-samtalen. De fem tilgange er:

ONBOARDING. Den nye medarbejder. Her er fokus på onboarding og integration. Du kan kortlægge og få uddybet forventninger, tidlige succeser, barrierer for opstart og behov for støtte de første måneder.

MOTIVATION. Selvbestemmelsesteorien (SDT) handler om medarbejdernes motivation. Autonomi, kompetence og samhørighed er de tre grundlæggende behov, som skal opfyldes, for at medarbejderne er motiverede. Du kan spørge til frihed i opgaver, mestringsoplevelser og sociale tilknytninger.

EKSITERENDE STYRKER OG ØNSKET FREMTID. Den løsningsfokuserede tilgang (LØFT) sætter fokus på styrker, ressourcer og ønsker til fremtid. Du kan spørge ind til styrker: fremdyrke undtagelser, få øje på de små forbedringer og målrette de næste skridt i stedet for at dyrke problemer.

FORTÆLLINGER OG BEGIVENHEDER. Den narrative tilgang. En tilgang med fokus på de historier, medarbejderen fortæller: Her kan du udforske betydningsfulde begivenheder, rollefortællinger, og hvordan medarbejderen ser sin egen udvikling.

SITUATIONER, RELATIONER OG KONTEKST. Den systemiske tilgang. Fokus på helheder, relationer, sammenhænge og kontekst: Her kan du undersøge arbejdsrelationer, påvirkninger fra team/organisation, og hvordan systemet fremmer eller hindrer din medarbejders trivsel.

Facilitering og rammer for MUS-samtalen

Mange har mere eller mindre faste rutiner for deres MUS-samtale. Du kan vælge at bruge pick a picture som et element i din rutine eller skabelon, eller du kan vælge at starte samtalen på en ny måde ved at begynde samtalen med at medarbejderen skal vælge et billede. Blot dét at skabe variation i skabelonen kan give samtalen fornyelse.

Vi vil anbefale dig at prøve dig frem, og de spørgsmål du vælger at stille en gang, behøver ikke være de samme næste gang.

Her er et forslag til hvordan du kan inddrage pick a picture i MUS-samtalen:

Forberedelse

  • Kig spørgsmålene igennem og vælge nogle spørgsmål ud som peger på nogle emner, du mener vil være gode at berøre eller komme ind på.
  • Læg et passende udvalg billedkort ud på et bord eller vindueskarm (fx 20 stk) inden medarbejderen kommer ind ad døren. Når billederne ligger i fremme, viser det helt intuitivt at MUS-samtalen bliver anderledes end normalt.
  • Fornemmer du, at medarbejderen ikke kan vælge et billede, kan du tilbyde at give nogle flere.

Under samtalen

  • Når medarbejderen har valgt billeder, vil du sikkert opleve at medarbejderen ser noget helt andet i billedet end du selv gjorde. Det kan vække en ægte nysgerrighed.
  • Læg det/de valgte billeder mellem jer, så kan de blive et konkret holdepunkt for jeres samtale.
  • Du kan finde flere nuancer ved at bruge billedet aktivt. Fx ved at spørge hvordan konkrete motiver, farver eller former på billedet de supplerer (eller afviger) fra den historie medarbejderen lige har fortalt.

Efter samtalen

  • Husk at tage et foto af det eller de valgte billeder, som samtalen har kredset om.
  • Vedlæg et foto af det/de valgte billeder når du følger op, så vil mange bedre huske samtalen.

Hvorfor bruge pick a picture?

Pick a picture er et sæt nøje udvalgte billeder, som åbner for ægte og nærværende dialoger. Billederne er et værktøj til dialogiske processer – et værktøj der sætter gang i processer med fokus på forandring, innovation og videndeling.

Metoder til inspiration når du bruger billeder i MUS-samtalen

Den nye medarbejder

Når du har samtale med en ny medarbejder, er fokus ofte på onboarding og integration. Du kan fx kortlægge og få uddybet forventninger, tidligere succeser, barrierer for opstart og behov for støtte de første måneder.

Spørgsmål du kan bruge

  • Vælg et billede, som beskriver forskellige sider af dig som person.
  • Vælg et billede som siger noget om dine styrker.
  • Vælg et billede, som beskriver, hvad jeg skal være særlig opmærksom på i samarbejde med dig.
  • Vælg et billede, som du tror andre ville vælge, hvis de skulle beskrive dig – fx tidligere chef, kollega eller en god ven.
  • Vælg et billede, som viser, hvordan du oplever vores team/ afdeling/ virksomhed.
  • Vælg et billede som illustrerer en succesoplevelse.
  • Vælg et billede, som viser, hvordan du har det lige nu på arbejdet.
  • Vælg et billede, som siger noget om dine behov eller ønsker til at du kan udfolde dig her hos os.
  • Vælg et billede, der illustrerer, hvad vi med fordel kunne skrue på for her, for at det var lettere at være ny her på arbejdspladsen eller ny i teamet.

Selvbestemmelsesteorien (SDT)

Selvbestemmelsesteorien handler om motivation, hvor autonomi, kompetence og samhørighed er de tre grundlæggende behov, som skal opfyldes, for at medarbejderen er motiveret. Du kan spørge om frihed i opgaver, mestringsoplevelser og sociale tilknytninger.

Spørgsmål du kan bruge

  • Vælg et billede, som viser, hvornår du synes, dine kompetencer bedst kommer i spil
  • Vælg et billede, som viser, hvordan du ser dine udfoldelsesmuligheder, og hvordan du kan vise, hvem du er.
  • Vælg et billede, som viser, hvilke opgaver du bedst kan lide at udføre.
  • Vælg et billede, som viser en opgave (eller en arbejdsdag), hvor du har oplevet, at du har stor indflydelse.
  • Vælg et billede, som viser hvad du oplever, som mest meningsfyldt at lave.
  • Vælg et billede, som viser noget om, hvordan du befinder dig i sociale relationer eller med dine kolleger.
  • Vælg et billede, som viser, hvad du er mest stolt af, som du eller vi har lavet.
  • Vælg et billede, som viser, hvordan du ser dine kollege som team
  • Vælg et billede, som viser, hvordan du (bedst) bidrager til fællesskabet

Den løsningsfokuserede tilgang (LØFT)

Med den løsningsfokuserede tilgang (LØFT) rettes fokus på eksisterende ressourcer og ønsker for fremtiden. Fremdyrk undtagelser, små forbedringer og målrettede næste skridt i stedet for at dyrke problemer.

Spørgsmål du kan bruge

  • Vælg et billede, som viser, hvilke erfaringer du gerne vil trække mere på i fremtiden.
  • Vælg et billede, som siger noget om, hvad du er stolt af, eller hvad du især er glad for, at du er lykkedes med i det sidste år.
  • Vælg et billede der viser, hvilke kompetencer du især har fået lov til at folde sig ud det seneste år.
  • Vælg et billede, som fortæller, hvilke opgaver der har givet dig god energi.
  • Vælg et billede, som fortæller hvad du kunne håbe på, at få mulighed for at arbejde mere med her fremover.
  • Vælg et billede, som illustrerer noget, du kan, som ikke har fået så meget plads nu, men som du gerne vil have kan fylde mere fremover.
  • Vælg et billede, som viser, hvordan du tænker du/I kan overkomme det vi står overfor den næste tid
  • Vælg et billede, som viser, jeres erfaring som team, når I er allebedst

Den narrative tilgang

Den narrative tilgang har fokus på de historier medarbejderen fortæller. Du kan undersøge betydningsfulde begivenheder, rollefortællinger, og hvordan medarbejderen beskriver sin egen udvikling.

Spørgsmål du kan bruge

  • Vælg et billede, som fortæller noget om en god dag på jobbet.
  • Vælg et billede, som fortæller om en episode eller en oplevelse, hvor du synes, I fungerede godt som team.
  • Vælg et billede, som fortæller, hvordan der er forskellige roller eller perspektiver på jeres arbejdsopgaver.
  • Vælg et billede, som fortæller, hvordan du håber, din hverdag ser ud i fremtiden.
  • Vælg et billede, som kan være et symbol eller en metafor for dit eller dine kollegers arbejdsliv.
  • Vælg et billede, som giver ideer til dit eller dine kollegers samarbejde og arbejdsliv.
  • Vælg et billede, som fortæller, hvordan du synes I som team tacklede en svær situation eller opgave.
  • Vælg et billede, som fortæller noget om hvordan du ser dit samarbejde med dine (nærmeste) kolleger.

Den systemiske tilgang

Den systemiske tilgang har fokus på helheder, relationer, sammenhænge og kontekst: Her kan du undersøge arbejdsrelationer, påvirkninger fra team/organisation og hvordan systemet fremmer eller hindrer din medarbejders trivsel.

Spørgsmål du kan bruge

  • Vælg et billede, som viser, hvordan du har det med dit team/ din afdeling.
  • Vælg et billede, som fortæller, hvordan du ser dig i forhold til dine kolleger i teamet.
  • Vælg et billede, som viser, hvordan du ser din rolle i forhold til vores primære arbejdsopgaver eller virksomhedens kerneydelse.
  • Vælg et billede, som giver en slags overordnet overskrift for dit arbejdsliv.
  • Vælg et billede, som viser, hvordan dine kolleger har det med din måde at arbejde på.
  • Vælg et billede, som viser, hvilke relationer eller mønstre, du synes, beskriver vores arbejdsplads.
  • Vælg et billede, som viser noget om hvordan du ser vores virksomhed/organisation.
  • Vælg et billede, som viser, hvilke værdier som du synes er mest fremtrædende i vores virksomhed/organisation.

Tips til at få det bedste ud af samtalen – når du bruger billeder

Nogle gange kan det være vigtigt at supplere spørgsmålene med sætninger som:

  • Vælg et billede som på en eller anden måde viser …
  • Det billede du vælger behøver ikke være en helt præcis beskrivelse, men prøv at sige noget, så kan du altid sige mere og tilføje nye perspektiver.
  • Det billede du ser, er måske helt forkert, så sig det modsatte af, hvad du tænker, at billedet viser.
  • Når du vælger billeder, er det ikke ensbetydende med, at hvad du fortæller, er fastlåst, det er måske blot er et udtryk for, hvordan det er lige nu.

Bemærk at du altid kan justere alle forslag til spørgsmål, så de tilpasses til, hvem du er, din fornemmelse for hvad der passer din medarbejder eller situationen lige nu.

Det kan også nogle gange være en fordel at tilbyde medarbejderen at vælge flere billeder. Når der er flere billeder, kan man også spørge om ligheder og forskelle, hvilket kan gøre det nemmere at spørge uddybende ind. Men det kan også gøre MUS-samtalen mere kompleks.

En lettere samtale

Billederne er blot et værktøj
Det egentlige arbejde ligger i den opmærksomhed, nysgerrighed og vilje til at lytte, du som leder kan bringe med dig til bordet. Når det er på plads, bliver samtalen både lettere at føre og lettere at handle på bagefter.

Derfor bliver MUS ofte først virkelig værdifuld, når samtalen får lov til at folde sig ud, inden strukturen tager over.

pick a picture skaber en pause, hvor medarbejderen får rum til at tænke anderledes, og lederen får mulighed for at høre noget, der ellers sjældent bliver sagt.

Det er ikke et stort greb – men det kan være det, der gør forskellen.

Når et billede får lov til at starte dialogen, følger resten ofte mere naturligt. Og nogle gange er det netop det, der skal til, for at MUS-samtalen bliver mere end et flueben: nemlig en samtale, der rent faktisk rykker.

Back To Top